Det var først efter nogen overvejelse, jeg tilmeldte mig sidste års sommerlejr, da min forrige deltagelse i en sommerlejr lå mere end 20 år tilbage. Men for at slå det fast med det samme, var det en stor oplevelse, og jeg ser frem til at deltage i årets sommerlejr.

Som tiden for sommerlejren nærmede sig, kom erindringerne fra tidligere sommerlejre tilbage i 80'erne stille og roligt frem i hukommelsen, og dermed også spekulationerne…: Er grundformen til en sommerlejr nu også til stede?

I bussen på vej til lejren gik tankerne mest på, om jeg nu også havde husket det hele, gi-er, træningstøj, skiftetøj, beskyttelse, toiletsager, lappegrejer til de vabler og andre små skavanker, der helt sikkert ville komme. For fremme på lejren ville der, med tidligere sommerlejre i erindring, ikke være tid til ret meget andet end træning, mad og søvn.

For mig er den helt store oplevelse i nogle dage at kunne lukke alt andet ude, og i det øjeblik sommerlejren starter, er fokus: Sove – spise – træne. Nogle vil nok sige træne først – men rækkefølgen er egentlig ligegyldig, for før eller siden kan der ikke trænes, hvis ikke der tilsættes en vis mængde søvn samt noget at spise.

En sommerlejr er for mig en prøve på, hvor langt jeg kan gå, hvor langt formen rækker… og så at komme ud over denne grænse. Forstået på den måde, at selv efter flere timers træning, når hovedet hele tiden fortæller, at man er træt, alligevel at fokusere på træningen og forbedre sig og rette de fejl der er i kihon, ido kihon og ikke mindst kata. Afvekslingen med japansk instruktør gør, at man ligesom er oppe på dupperne hele tiden og forsøger at gøre det bedst muligt.

Camilla

Steen 1/2

Steen 2/2

Sebastian